Salgschef til Consit Gruppen
Vi fortsætter vores vækst i Consit Gruppen og ønsker nu at styrke salgsindsatsen på tværs af vores seks datterselskaber yderligere. Derfor søger vi en dygtig salgschef, som bliver ansat i en koncernstilling, med fokus på at udnytte synergierne på vores forretningsområder endnu bedre, samt på at få accelereret de mange muligheder med kunstig intelligens i vores projekter.
Vi arbejder med IT-forretningsløsninger indenfor områderne ERP, CRM, BI, og E-commerce. Datterselskaberne har egne salgsafdelinger og din opgave bliver primært at styrke kryds- og mersalgsaktiviteterne med løbende initiativer, sparring, samt egen deltagelse i salgsprojekter.
Vi søger en energisk og selvstændig profil, som trives med en travl og omskiftelig hverdag. Du brænder for salg, er initiativrig og sætter en ære i at nå dine mål.
Udover salgs- og marketingteamet, vil du også komme til at arbejde tæt sammen med konsulentafdelingerne. Du kommer til at refererer til den adm. direktør.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være:
- Salgsledelse og løbende sparring med datterselskabernes salgsteams
- Direkte salg, både selvstændigt og i tæt samarbejde med dine kollegaer
- Koordinering af salgs- og marketingaktiviteter, på tværs af alle forretningsområder
- Afvikling af salgs- og marketingaktiviteter i samarbejde med vores marketingkoordinator
Sådan forestiller vi os den gode kandidat til stillingen
- Du har erfaring med salg af IT-forretningsløsninger, gerne med Microsoft Dynamics suiten
- Du har kendskab til mulighederne indenfor AI og med Microsoft Power platform
- Du har erfaring med opsøgende salg og med online marketingaktiviteter
- Du er resultatorienteret og har gode kommunikationsevner, både skriftligt og mundtligt
- Du har en positiv indstilling, godt humør og har gode samarbejdsevner
Om Consit Gruppen
Consit Gruppen er koncernselskab for seks datterselskaber.
Hver af de seks datterselskaber er specialister indenfor deres specifikke forretningsområde, men er samtidig en del af ét samlet digitalt hus, hvor de enkelte delløsninger komplementerer hinanden og kan bindes sammen til en sammenhængende integreret løsning. Vi er Microsoft Gold Partner og vores løsninger er hovedsageligt baseret på Microsoft Teknologi.
Vi tilbyder dig frihed under ansvar og en stilling, hvor du i høj grad får mulighed for selv at præge din hverdag. Vi bor i nye og flotte lokaler med gode parkeringsforhold. Du kommer til at arbejde sammen med fagligt kompetente og dedikerede medarbejdere i et fleksibelt arbejdsmiljø, hvor tonen er uformel, med kort vej fra ide til handling. Vi tilbyder en attraktiv pensions- og sundhedsordning, samt frokostordning.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, kan disse rettes til Morten Skovby på mobil 20203003. Du bedes sende din ansøgning vedlagt CV til msk@consit.dk.
Stillingen ønskes besat snarest muligt og ansættelsessamtaler afholdes løbende.