Skip to the content

Pressemeddelelse

Consit Gruppen slutter sig til The Digital Neighborhood

Den Hollandsbaserede koncern af Microsoft-specialiserede it-konsulenthuse, The Digital Neighborhood, har købt danske Consit Gruppen og styrker dermed sin position på det nordiske marked. Consit Gruppen, som udvikler forretningsløsninger baseret på Microsoft Cloud-teknologi, kommer til at arbejde tæt sammen med bl.a. danske Delegate og Projectum og finske Sulava.

København den 3. september 2024:

Danske Consit Gruppen er den næste virksomhed, der slutter sig til The Digital Neighborhood. Den Nordeuropæiske techgruppe koncern omfatter nu mere end 1.460 konsulenter, ingeniører og specialister, heraf 550 i Norden fordelt på danske Delegate, Projectum, Consit Gruppen samt finske Sulava.

Opkøbet af Consit Gruppen, en fremtrædende og velrenommeret udbyder af Microsoft Cloud-tjenester i Danmark, styrker The Digital Neighborhoods position som en af de førende udbydere af Microsoft AI- og Cloud-tjenester i Nordeuropa yderligere. Samtidig øger Consit Gruppen The Digital Neighborhoods tilstedeværelse og ekspertise i Danmark og resten af Norden, siger Peter Østergaard, Co-CEO i danske Delegate, som har været med til at drive opkøbet.

”Consit Gruppen styrker over en bred kam vores kapacitet og tilstedeværelse i Norden. Det er helt i tråd med The Digital Neighborhoods strategi om at opkøbe godt-performende virksomheder, som er komplementære i deres produkter og ydelser og deres måde at arbejde på,” siger Co-CEO i Delegate Peter Østergaard.

Styrket på ERP-løsninger
Delegate og Consit Gruppen kommer til at samarbejde om at skabe brede sammenhængende løsninger til både nuværende og fremtidige kunder. Eksempelvis er Consit Gruppen specialiseret i Microsofts cloudbaserede ERP-løsning, Dynamics 365 Business Central, som langt de fleste af Delegates kunder anvender til at binde deres forretningsprocesser sammen. Samtidig bidrager Consit Gruppen med stærke kompetencer inden for Microsoft 365 CE og E-commerce- og WEB platforme samt Business Intelligence og Artificiel Intelligence.

”Hvor vi i nogle tilfælde tidligere har måtte henvise til andre leverandører, gør Consit Gruppens dygtige konsulenter os i stand til at tilbyde en bredere og mere sammenhængende palette af løsninger, der lever op til de voksende teknologiske og strategiske behov hos vores kunder. Vi er meget tilfredse og glade for at byde Consit Gruppen velkommen til The Digital Neighborhood-fællesskabet,” siger Peter Østergaard fra Delegate.

Klar til næste kapitel
Consit Gruppen, der har eksisteret i mere end 25 år, har de seneste år under adm. direktør Morten Skovby udviklet sig til et specialiseret Microsoft-hus med vækst, solide resultater og titel af Børsen Gazelle 2023 og Succes Virksomhed 2023.

Tiden er nu kommet til at fortsætte den positive udvikling som en del af en international virksomhed med fagligt stærke og specialiserede virksomheder med en endnu større bredde i kompetencer inden for Microsofts økosystem.

”Vi har de seneste fem år skabt en bundsolid organisation med fantastisk dygtige medarbejdere og god synergi mellem vores forretningsområder. Det er et godt fundament for at tage hul på næste kapitel i vores rejse. Vi kommer til at kunne udvikle os hurtigere og bedre ved at tage alt de gode, vi har opbygget, med ind i et spændende og stærkt netværk i form af The Digital Neighborhood,” siger adm. direktør i Consit Gruppen, Morten Skovby.

Consit Gruppen, der har 60 medarbejdere, fortsætter med samme ledelse. Fremover får koncernen nu i højere grad adgang til bredere Microsoft-kompetencer, der kan komme kunderne til gode, lige som Consit Gruppen kan bringes i spil til projekter sammen med andre af virksomhederne indenfor The Digital Neighborhood, både i Danmark og i resten af Europa.

”Vi får en hel række søsterselskaber med meget stærke faglige kompetencer, som supplerer vores egne. Det giver os både mulighed for at bidrage til løsninger inden for The Digital Neighborhood, og samtidig kan vi tilbyde vores kunder nogle bredere løsninger, hvor vi står på mål for kvaliteten og integrationen,” siger adm. direktør i Consit Gruppen, Morten Skovby.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Delegate, Co-CEO Peter Østergaard, tlf. + 45 20 58 88 38.
Consit Gruppen, CEO Morten Skovby, tlf. + 45 20 20 30 03.

Om The Digital Neighborhood

The Digital Neighborhood er et fællesskab af europæiske tech-virksomheder, der specialiserer sig i Microsoft AI og Cloud. Med over 1.460 konsulenter, ingeniører og andre specialister på tværs af syv lande tilbyder organisationen en gnidningsfri og integreret AI-drevet tilgang til forretningsudvikling. Fællesskabet inkluderer virksomhederne True, Fullstaq, Pink Elephant, Iquality, 2Foqus, Active Professionals, Cmotions, Focus Enterprise Solutions, GAC Business Solutions, ABC E BUSINESS, Delegate, Projectum, Sulava, og nu Consit Gruppen. Med hovedkvarter i Amsterdam er The Digital Neighborhood dedikeret til at hjælpe sine kunder med at omfavne fremtiden og realisere deres digitale ambitioner. ‘Samarbejd med én af os, og du har adgang til os alle.’

Se også www.thedigitalneighborhood.com

 

Om Consit Gruppen

Consit Gruppen er en dansk udbyder af IT-services med over 25 års erfaring, specialiseret i at levere Microsoft Business Central, Dynamics 365 CE, E-commerce platforme samt BI- og AI-værktøjer. Som certificeret Microsoft Solutions Partner hjælper Consit Gruppen en bred vifte af kunder med at optimere deres IT-investeringer for at fremme forretningssucces.

Se også www.consitgruppen.dk

 

Om Delegate
Delegate blev stiftet i 2006 og tæller i dag godt 200 medarbejdere fordelt på kontorer i Virum, Aarhus, Aalborg og Holland. Delegate rådgiver danske virksomheder og organisationer om digital transformation og leverer forretningskritiske it-løsninger baseret på Microsofts platform inden for bl.a. Big Data, IoT, Machine Learning, AI, Copilot og Customer Experience Management. Blandt kunderne er store danske virksomheder og flere offentlige styrelser. I 2021 vandt Delegate prisen som årets danske Microsoft-partner, og i 2022 er Delegate blevet hædret som både Danmarks Bedste Arbejdsplads i IT-branchen og Danmarks Bedste Arbejdsplads for kvinder på tværs af alle kategorier.

Se også www.delegate.dk